Tørfoder, vådfoder og hjemmelavet hundemad
Overordnet kan man sige, at der findes tre typer hundefoder; tørfoder, vådfoder og hjemmelavet hundemad. Neden for kan du læse fordele og ulemper ved de forskellige typer hundemad, og du kan læse, om din hunds dårlige ånde skyldes dårligt helbred.
Fordele og ulemper ved de forskellige fodertyper
Hunde elsker mad, og når det er spisetid, er det vigtigt, de får noget hundemad, som de både kan lide, og som er nærende for dem. Men der er fordele og ulemper ved al slags mad. Mad til hunde fås i utallige varianter og priser. Strenge regler fra EU sikrer dog, at foderet indeholder den rigtige mængde af næringsstoffer, vitaminer, mineraler, protein, fedt og kulhydrater i maden, så du ikke skal bekymre dig om, hvorvidt din hund spiser sundt nok. Både tørfoder og dåsemad, der er markedsført i Danmark skal overholde de gældende regler, og selv om du nok har hørt nogen sige det, så er der ingen dokumentation for, at dyr hundemad er hverken mere velsmagende eller sundere end billig hundefoder. Både vådfoder og tørfoder overholder som sagt reglerne, så selv om du køber dyrt foder, så kan du ikke sikre, at din hund bliver hverken sundere eller lever længere, end hunde, der fodres med det billige mærke af hundemad.
Vådfoder – dåsemad
Selv om din hund måske bruger mange timer på at ligge og slænge sig henne i hundekurven, så er hunde oprindeligt rovdyr, og derfor er det naturligt for dem at synes om at flænse og tygge i knogler. Vådfoder indeholder stort set ingen struktur og færre fibre end den kost, som naturen ville byde hunden, hvis den stadig levede som vild. Hvis du ikke serverer andet end vådfoder og dåsemad for din hund, så vil det alt andet lige betyde, at hunden ikke bruger sine tænder regelmæssigt nok. Det vil sige at risikoen for tandsten øges – det kan dog være en stor hjælp for din hund – og din pengepung – at forebygge tandstenen med tyggeben og tandbørstning. Vådfoder bør primært bruges til hunde, der ikke spiser ret meget. Det kan også tilsættes tørfoderet, for at få den til at se mere indbydende ud.
Tørfoder
Den bedste kombination af tørfoder og dåsemad kendes ikke, men et færdigt produkt sikrer, at din hund får alle de vigtigste næringsstoffer, som den har brug for. Hunde, der stadig er i voksealderen, har ofte brug for tørfoder, som er beregnet til hunde, der stadig vokser. Din hund har godt af at spise alt tørfoderet på én gang. Hvis den ikke kan det, har du givet den for meget. Det er også vigtigt at holde øje med, om din hund optager det meste af foderet – eller om det bare ender som lort på gaden. Hvis det gør det, så hælder du for meget foder i din hunds skål, eller også er der for meget fyldstof i maden.
Nogle tørfoderproducenter laver foder, der passer særligt til hundens livsstadier – enten barndom, voksenliv og alderdom.
Hjemmelavet mad
Mad du selv har kokkeret kan ofte være et stort hit. Du skal blot sikre, at hunden får alle de næringsstoffer, som den har brug for, og derfor er et måltid bestående af kartoffelskræller, rugbrød med leverpostej og rester fra din og din families middagsbord ofte ikke tilstrækkeligt. Der skal mere til. Hvis du selv kaster dig ud i det, skal du være opmærksom på, at hunde har brug for masser af kulhydrater, protein, fedtstoffer, olier og vitaminer. Når du har sammensat en opskrift, så få din læge til at tjekke den, så du er på den sikre side. Den bedste sammensætning af hundemad er man ikke præcist kommet frem til, men hunde, der stadig vokser, har brug for byggesten, og det er væsentligt, at din hund får det foder, der passer til den. Når det gælder voksne hunde, er grænserne mere vide for, hvad må fodre dem med, og man kan bedre vælge præcist den mad, som hunden bedst kan lide.
Til inspiration har du her en opskrift på en relativ nem og sund snack til din hund. Den er billig og hurtig at lave og kan bruges som en belønning eller godbid mellem måltiderne.
Rugbrødsgodbid:
Skær noget mørkt rugbrød i tern og bag det helt tørt i ovnen ved cirka 70-80 grader ved varmluft (cirka tre timer – lidt længere tid ved almindelig ovn) Rør rundt i ternene ind i mellem. Derefter tager du dem ud og lægger dem på en rist, så de kan køle af og blive helt sprøde. Og vupti – En sund og god guffer til din hund.
Billigt hundefoder er lige godt som dyrt
Som nævnt længere oppe i teksten, så er der aldrig noget forskning, der har bevist, at det betaler sig at købe den dyre slags hundefoder, hvis altså din hund kan lide begge dele. Forbrugerbladet Tænk har lavet en laboratorieanalyse i samarbejde med Dyrenes Beskyttelse, hvor de undersøgte 21 forskellige slags fuldfoderprodukter til hunde. Undersøgelsens konklusion var måske overraskende for nogen. Det billige foder er lige så godt, som den dyre – i hvert fald hvis din hund er sund og rask. Er den for tyk eller tynd, skal du på udkig efter hundefoder med færre eller flere kalorier. Men for hundeejere med raske hunde, er der ingen grund til at fodre sin hund med det dyre luksusfoder, fordi alle slags er lige sunde for hunden. Der kan være rigtig mange penge at spare, hvis man går efter den billige hundemad i supermarkedet. Prisforskellen mellem den billige foder og den dyre er ofte kæmpe stor. I testen var der også mange kendte mærker med. Ser man på mærker på, der koster over 300 kroner om måneden var der blandt andre: Purina Pro Plan Adult, Medium Dogs, Hills Prescription Diet og Specific CXD Physio. I kategorien, der gælder foder til mellem 120 og 300 kroner, fandt man blandt andet: Olivers Adult and Large breed, Royal Canin Adult Medium Dogs, Nutro Choice Adult Maintenance, Hills Science, Plan Adult Chicken, Pedigree Adult Oksekød og grøntsager, Brekkies/Royal Dog Multicroc, Henne Pet Food Kronch Basic og Precept Foundation Formula. I den billigste prisklasse, der indeholdt foder, som koster mellem 60 og 70 kroner i måneden, fandt man blandt andet: Vital Hund, Toppy Fuldfoder til hunde, Bastian Hundemad og Pet Shop Fuldkost. Prisen er regnet ud efter den anbefalede fodermængde til en 20 kilos hund på en måned.
Min hund har dårlig ånde – fodrer jeg den forkert?
Hundes ånde dufter af gode grunde aldrig af mintpastiller, men hvis du som hundeejer oplever, at din hunds ånde skifter til det værre, så kan det være fordi, der er noget galt med dens helbred. Det behøver ikke være noget særligt alvorligt, men det kan være en god idé lige at tjekke med din dyrlæge, hvis din hunds ånde forværres, så kan han/ hun måske komme op med en løsning. Det hjælper ikke at købe alle mulige produkter mod dårlig ånde, hvis det i virkeligheden er et underliggende problem – så start med at gå til dyrlægen.
Kommer dyrlægen frem til, at din hund er sund og rask, men egentlig har dårlig hunde, så er der udviklet en række gode produkter, der kan afhjælpe stanken. Eftersom dårlig ånde hos hunde i hovedparten af tilfældene grunder i manglende eller for dårlig tandbørstning – eller måske decideret tandproblemer – så anbefales det, at man grundigt børster hundens tænder hver dag. Og nu sidder der sikkert nogle hundeejere og tænker; det vil min hund ikke. Men det er en vanesag. Det ville børnene nok heller ikke, da de var små, men hvis man opdrager sin hund til det, så går det pludseligt lettere og lettere for hver gang. Det er vigtigt at anvende rigtige hundetandbørster såvel som hundetandpasta, der er udviklet til formålet.